The Lost World - Who writes the story?
 
IndeksForsideCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin

Share | 
 

 a walk to remember (Garett)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down 
ForfatterBesked
Kallisto
A-rang
A-rang
avatar

Antal indlæg : 234
Bosted : 2 værelses lejlighed i sheria
Beskæftigelse : Bartender. pt på the Reggie clup

IndlægEmne: a walk to remember (Garett)   Søn 23 feb 2014, 04:42

Dato: lørdan d. 2. November- 2013
Tid: 17:05
Årstid: efterår
Vejr: lettere skyet, mild blæst, Koldt.
Sted: Paken, ved siden af legepladsen
Omgivelser: bænke, træer, buske, blomsterbede, 4-5 par som er ude for at lufte hunde eller bare nyder naturen, en del katte og et par enkelte herreløse hunde
Kaos-NPC: Tilstedeværelse velkommen

Why do they kill, why can’t they just die of old age


Som hun gik igennem byen, fyldtes hendes øjne med tåre. Tanken om den lille pige hun havde set dø, hjemsøgte hende mere end noget andet havde gjort.

Why cant i be normal?

Hun var blevet tiltrukket af døden, tiltrukket uden at vide hvorfor, tiltrukket til det lille hjem. Hun havde vidst at noget slemt ville ske, hun kunne mærke det. Men at det var en lille pige hvis tid var kommet, havde hun ikke regnet ud. Hun havde næsten skreget da manden lagde puden over den lille piges ansigt. Som pigens sjæl var kommet til hende, havde hun vidst hvad hun skulle gøre, mere af instinkt end viden, for det havde været første gang hun sendte en sjæl videre.

Med langsomme skridt gik hun ind på legepladsen, kiggede på gyngen og forestillede sig pigen på den, hurtigt rystede hun på hovedet og fortsatte ind i pakken, til et sted hvor lyden af sjæle ikke nåede hende, et sted hvor omgivelserne vandt og hun kunne få et smil tilbage på læben.

Hendes sorte jeans sad stramt omring hendes ben, de højhælede støvler fik hende til at virke en smule større end hun var, men ikke meget, hendes lange sorte jakke var lukket foran og afslørede kun en smule af den hvide t-shirt som gemte sig bag den, en t-shirt som var mere afslørende end man skulle tro, idet den havde en udskæring som viste den øverste del, samt skriften ”I Am An Angel”. Det var ikke udskæringen som var det afslørende, men tværtimod skriften, som afslørede hendes race over for fremmede, men intet menneske ville tænke over dette.

Hendes hår hang løst ned, og nåede hende til midt på ryggen, vinden som tag fat i det, fik det til at se levende og let ud i månens skær, hendes makeup sat som den plejede og blev kun brugt til at fremhæve hendes øjne, tre sorte prikker sad under højre øje for at skabe asymmetri

I can use a drink

Var hendes tanke som hun fortsatte langs den næsten øde sti, en hund fulgte efter hende, tiltrukket af hende som så mange andre dyr
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Garett
Nybegynder
Nybegynder
avatar

Antal indlæg : 29
Bosted : Sheria, 3-værelses lejlighed
Beskæftigelse : Hunter, Celle-jæger, Deploratus

IndlægEmne: Re: a walk to remember (Garett)   Tirs 06 maj 2014, 06:32

Påklædning: Hvid t-shirt under en rød og sortternet skjorte med lange ærmer, marineblå jeans, mørgegrøn vinterjakke med en pelset hætte samt lysegrå kondisko.

How come I forgot both my gloves and scarf?

Garett havde synes at det var en god idé at få noget frisk luft for en gangs skyld og havde modigt bevæget sig udenfor. Han havde faktisk glædet sig til at se sig lidt omkring og bevæget sig at han helt og aldeles havde glemt hans vanter og halstørklæde. Det var som sådan ikke så koldt igen men vinden var biddene og skar ham i ansigtet.

Garett havde som sådan ingen idé om hvor han skulle tage hen men det var i bund og grund også lige meget så længe at han bare var udenfor. Han havde jo trods alt ikke tænkt sig at blive ud alt for længe. Det holdt hans nerver ikke til. Ikke med den sidste rapport som han havde fået fra en af hans bekendte som han havde sat til at holde øje med hans tvillingebror Marcus. Det viste sig at hans bror havde været kortvarrigt spottet i Canada. I Vancouver for at være helt præcis. Ikke noget som han ikke havde gjort før. Marcus havde det tit med at dukke op for at forsvinde i næste sekund. Det havde været hans speciale selv som menneske. Det var muligvis blevet hans evne... men var der ingen beviser for.

Why wont you just stay in one place? Why must you continuously torment me brother?

Helt og aldeles i sine egne tanker var Garett endt inde på en legeplads. Der var helt mennesketomt og stille men alligevel kunne han ikke lade være med at mindes de dage tilbage i Bristol med hans familie. De havde boet relativt tæt på en legeplads og hver dag ville deres onkel, under opfordring, tage Garett og hans bror ned for at lege. Gyngerne og rutchebanen var sjove men der var intet som vippen. Garett og hans bror kunne bruge op til flere timer på at lege på vippen. Bare de to... ingen andre. Garett kunne ikke lade være med at smile ved tanken om hvor tætte de egentlig havde været. De havde næsten været uadskillelige som børn.

I only we could go back to those happy days. When myths and monsters were nothing but fairytales

Med et suk om den fortabte tid begav Garett sig videre og væk fra legepladsen som kun vækkede bittersøde minder til live. Det var nogen af hans kæreste minder men nutidens situation gjorde det bare hårde at bære. Hans bror var ikke længere den samme som fra hans minder men næremere en forvredet og muteret version af den dreng som han tidligere havde elsket højere end noget andet. Han var den eneste som han havde haft dengang foruden hans onkel. Han undrede sig egentlig lidt over hvodan hans onkel gik og havde det. Af hvad han sidst havde hørt havde han det vidst godt. Det var nok noget med at han havde fundet sig en kvinde og var bleven gift. Det var for lang tid siden at han havde fået det at vide fra hans kilder så det var nok ikke sikkert om de stadigvæk var sammen eller muligvis havde fået børn. Det kunne være fedt at vide om han havde fået nogle kusiner eller fætre. Ikke at han nogensinde ville kontakte dem. Ikke med hans arbejde og liv. Det ville ikke gøre andet end at såre dem eller bringe dem i unødig fare.

Oh life... why must you hate me so?

Hvorfor skulle alt det her også lige være sket for ham? Det nyttede vel ikke at spørge og det fik ham bestemt ikke til at føle at han var tættere på et svar... vis det ellers var noget som kunne besvares af nogen. Nok ikke.

Efter at have bevæget sig igennem en park var Garett nu endt ude på en stig. Det så ikke ud til at være nogen mennesker hvilket engenlig i sig selv var ret så beroligende. Dog skulle man ikke sænke paraderne for tidligt for slet ikke at nævne at man overhovedet ikke skulle sænke dem. Det var jo aldrig til at vide var der gemte sig i skyggerne og ventede på sin chance til at slå til. Det at der ikke var nogen omkring overhovedet gjorde jo bare en til et let bytte. Især når der ingen var til at råbe hjælp efter eller forstyrre.

Længere henne af stien fik Garett dog øje på nogen. Så var stien da ikke så øde som han først havde troet. Det virkede til at det var en kvinde som var ude og gå tur med sin hund. Hvis ikke at dyr krævede så megen opmærksomhed havde Garett anskaffet sig et dyr for længest... men efter sidste gang med guldfisken Goldie var det nok bedst at forblive uden et kæledyr. Garett havde i starten som jæger-elev anskaffet sig en guldfisk men med alt den tid træningen samt hans missioner havde taget havde han slet ikke haft tid til Goldie. Det resulterede i at han en dag kom hjem og så hende ligge med bugen vendt opad i sit lille fiskebowle. Så travlt som han havde haft havde han helt glemt at fordre hende og staklen var død af sult. Han havde ellers været ret glad for hende og hendes selvskab... men hvad der var sket var sket.

Jo tættere Garett kom på kvinde jo mere syntes han at han genkendte hende. Det lange brune hår, hendes knogleopbygning...

"Kallisto...?" hviskede han næsten uhørligt. Kallisto Night var pigen som han havde mødt på sit skalkeskjul af et arbejde som bogopstiller. Det havde været noget af en dag og hun havde været utrolig sød for ikke at sige hjælpsom. Det var sjovt at det var hende som umiddelbart havde faldet ham ind da han kiggede på kvinden med hunden. Om det så var hende var ikke til at vide før at han kom tættere på. Han burde i det hele taget holde sig langt væk fra hende men ville der virkelig ske noget ved det? Ville der ske hende noget?

Han ville jo gerne se hende igen... om han kunne få lov til det uden de grufulde konsekvenser måtte tiden jo vise.

Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Kallisto
A-rang
A-rang
avatar

Antal indlæg : 234
Bosted : 2 værelses lejlighed i sheria
Beskæftigelse : Bartender. pt på the Reggie clup

IndlægEmne: Re: a walk to remember (Garett)   Fre 09 maj 2014, 23:26

det var et par måneder siden hun havde genvundet sin hukommelse, men hun følte stadig at der manglede noget. Måske var hun bare ikke så hård som hun havde været i sine unge dage.

En bænk stod lidt længere fremme, tom fra mennesker, ikke engang en hjemløs havde indtaget den, så med tanken om at hun ville side lidt ned, gik hun hen til den. Det kolde træ imod hendes lår fik hende til at gyse en smule, selvom det ikke var vinter i nu, var vejret stadig koldt.

Hun havde set skikkelsen som var kommet imod hende, havde godtaget i sig selv at hun ikke var den eneste på øen som havde brug for en gå tur, så nysgerrigt kiggede hun op, idet hun syntes at høre sit navn, men det var ikke som i en lyd, mere en fornemmelse af at nogen havde snakket til hende.

Hun kiggede sig omkring efter sjæle, normalt var det dem som lavede den slags numre med hende, men da hun ikke kunne få øje på nogen, lod hun blikket glide ned til hunden igen. hun åbnede den lille pose og knækkede det første stykke pølse ud og gav stille hunden det, måden den spiste det forsigtigt fra hendes hænder, fik hende til at grine en smule

Its time as now i wish i had powers over the weather, the sun would be shining everyday

Tanken fik hende til at smile en smule.
Hunden som havde udset englen for sin ejendom, luntede stille hen til hende, kælede sig op af hendes ben, Kallisto grinede lidt af det, inden hun gav efter og bukkede sig frem for at kæle med det lille dyr, en hvalp der mistænkeligt meget lignede den hvalp som blev kaldt Bella, men det kunne ikke være hende, Bella var hjemme hos sin ejer som tog sig af hende.

Fra lommen fandt Kallisto en snack stang frem, noget pølseværk hun havde købt fordi tanken ikke havde flere slikpinde, men måske det havde været skæbnen i stedet.

”What do you think? Should i buy more in the next day, or do they taste bad?”


Hun følte sig en smule dum, som hun sad og snakkede til en hund, den kunne jo ikke svare hende, måske havde den oven i købet et hjem som hun holdte den fra. Forsigtigt kørte hun hånden rundt om dens hals, for at mærke efter et halsbånd, men hun kunne ikke mærke noget, så da hun vippede øret tilbage på hunden, knurrede den lidt af hende, men holdte op idet den fik et nyt stykke pølse. Men heller ikke i hundens ører var der noget at se.

”Don’t you have a owner little friend?”

Hun løftede hovedet og kiggede op, kun skikkelsen fra tidligere var at se, men den var blevet tydeligere, nu kunne hun vurdere at det var en mand. En der virkede bekendt på hende, hun havde set ham før, men var ikke sikker på hvor. Med et slog det hende, manden bevægede sig på samme måde som den mand der havde hjulpet hende på biblioteket.

What was it his name was.. cale, carl, Caleb.. that’s the name

Hun kiggede på skikkelsen, ville være sikker på at det var ham før hun henvendte sig. så i stedet forsøgte hun at få øjenkontakt med ham, som han kom tættere på.

”Caleb?”

Hendes stemme var hviskende og spørgende, usikkerheden om det nu var ham, sad i hende. Hun havde fundet ham sød og ville gerne være venner med ham, men hun vidste ikke om det var en god ide, engle kunne sjældent være venner med mennesker, ikke uden at blive såret i længden


Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: a walk to remember (Garett)   

Tilbage til toppen Go down
 
a walk to remember (Garett)
Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
 :: Sheria :: Amfiteateret-
Gå til: