Deploratus…
Det gamle latinske ord for sorgfuldhed. Fortabelse. Håbløshed. Fortvivlelse. Øens historie strækker sig længere tilbage end historiebøgerne beretter om, og historiebøgerne er alligevel kun skrevet af de sejrende. Taberne er malet i et blakket lys, og de sejrende sat så højt op at de til sidst vil opnå gudestatus. Indtil den dag historien skrives om. Da vil selv guder og helte glemmes og nye fortællinger blive skrevet ned.
Deploratus sagdes engang at være en svunden ø, rejst af havet i et brus af vand og ild. Nogle tænker at det er derfra legenden om Atlantis stammer fra, men i stedet for at gå under ved gudernes hånd, blev øen skabt af gudernes hånd. Det ville i hvert fald forklare det smukke underfundige elverfolk som synes at udspringe derfra. Hvis elverne kommer et andet sted fra, så går de stille med dørene. Lad dem gætte sig hæse – synes de at tænke.
Deploratus har også været mistænkt som værende det sande Avalon. Øen af æbler. Deploratus har enorme skove, og træernes frugter synes at være mere levende end andre steder. Smagen mere intens, mere ægte. Historikere vil sige at det ikke vil passe sammen med at Arthur var en britisk konge der herskede. Den eftertænksomme vil måske skænke det en tanke at der ingen fysiske beviser forefindes på Arthurs reelle eksistens, og at nogle mener Arthur var den første helt til at bekæmpe den mørke ondskab der hærgede England, gennem magi og skygger. Man kunne næsten fristes til at tænke tanken at Arthur var den første berømthed blandt dusørjægerne og blev hævet op til sagnhelgen for sine bedrifter. Man kunne også overveje om jagten på gralen var en sand jagt, eller om det endelig lykkedes de mørke kræfter at slå tilbage, før Arthur eftersigende atter skulle være stedt til hvile på Avalon. En ø der aldrig blev fundet, men mange har forsøgt at gøre krav på.
Elverne har altid hævdet at Deploratus var deres. Deres hjemland. Deres ø. Hvad dæmonerne tænker og mener, er en gåde, da der aldrig rigtigt synes at have været et fasttømret sammenfund af disse. Dog er det almen kendt viden at dæmoner altid har været glade for at pille selvforherligende folk ned fra deres selvbyggede luftkasteller. Menneskene kom til Deploratus, og med dem var der en lille hvisken i deres øren. En hvisken der fordærvede sindet og sjælen. Dæmonerne ønskede ikke åben krig med elverfolket, men handlede i stedet gennem menneskene, der så ublu og naive blot skulle have et lille skub eller en fristelse for at gøre de mest vanvittige ting.
Varulvene kom til øen. Hvordan den første varulv blev skabt står stadig i det uvisse. Visse brudstykker af tekster vil dog hentyde til at det var elverne og dæmonerne i fællesskab der var skyld i det menneskelige svøbe. Nogle tekster siger at det kærlige elverfolk favnede mennesket og passede på det. At de indviede mennesket i deres veje og deres indsigt i naturen, men at dæmonerne også ødelagde dette. Da et menneske var dybt forenet med den elviske magi på Deploratus, bed en bloddæmon mennesket og bandt dyret til menneskets blod, og fra den dag af var dæmonerne skyldige i den menneskelige forbandelse, men elverne ansvarlige. Om disse påstande er korrekte eller et forsøg på at give skyld videre er ikke til at vide. Hvad vi dog ved er at mennesket reagerede ved at slå tilbage. De slog til mod elvere, varulve og dæmoner, og skønt mennesket var svagt, så var de mange.
Hvornår alt dette, i et religiøst og historisk perspektiv er fundet sted, er uklart. Nogle siger det kan føres tilbage og er fødslen på det gamle testamente i biblen. At menneskets slange var dæmonen, og at edens have var beboet af elverfolket, der kastede mennesket ud da de blev korrumperet af ondskab. Nogle påstår at englene blev skabt efter den dyriske virus bredte sig mellem menneskene og at de blev skabt for at beskytte dem mod yderligere overgreb mod dæmonerne. Andre siger at englenes rolle udelukkende var observatører. Hvad sandheden end måtte være lade det til at som så mange andre, har også englene glemt hvad de var og hvad deres formål var til at begynde med. Hvis nogen endnu husker, så taler de ikke om det.
Det der startede krigen der gav chokbølger gennem resten af verden, var skabelsen af sortelveren. Det fik det ellers pacifistiske elverfolk til at vågne. Legenden fortæller om en smuk dronning af det elviske folk der med visdom og indsigt reagerede det område der senere skulle kendes i menneskemunde som Wereclare. Et barn af dæmon-æt, senere kaldet vampyren, søgte dronningen ud. Dette nattens barn, havde en overnaturlig skønhed, havde menneskets passion, men som dæmonen manglede den sjæl, og søgte at fravriste elverfolkets dronnings. Den smukke dronning kendte ikke til vampyrens ophav og forelskede sig. Da de var omslynget i silkelagner og hinanden sank vampyrens tænder ind i dronningen og alt var forandret. Dronningen blev ikke en vampyr, ej heller mistede hun sin sjæl. Hendes hud blev sort som den nat vampyren var tvunget til at holde sig i, og hendes sjæl vred sig i sit inderste og blev grusom og kold. Dér slog elverfolket tilbage, med alt hvad de havde.
Krigen der rasede varede år, og blev døbt Sjælekrigen. Elverfolket kæmpede mod mennesket, mod varulve og dæmoner, og nu deres nye svøbe, vampyrer og sortelvere. Dæmonerne kæmpede for deres ret til dominans og herredømme. Menneskene, uanset form, kæmpede for ren og skær overlevelse. Det lod til at elverne ville tabe slaget. De blev trængt længere og længere tilbage, alt imens varulve og vampyrer spredte sig til resten af verden, dels i flugt, dels i forsøg på at styrke egne rækker.
Hvad der præcist skete er uklart. Der er ingen sammenhængende tekster fra denne tid. Store tab var at tælle på alle fronter. Nogle påstår at det er herfra sagnet om Noah og flodbølgen kommer fra. Andre tekster fortæller om ild og jordrystelser. Hvad vi kan være sikre på er at verden ikke var den samme bagefter. Englene sluttede sig til elvernes rækker og leverede knusende slag mod dæmonerne, men magtede ikke at generobre Deploratus. De holdt stand ved den udslukte vulkan, og prins Dreins gjorde krav på området da alle endeligt måtte sande at en form for accept måtte udgøre grundlaget for midlertidig fred. Vulkanen blev navngivet efter prinsen og det siges at der endnu skulle gemme sig et elvisk kongerige dybt i dets indre, hvor intet menneske eller dæmon nogensinde har sat fod siden.
Mennesket gjorde krav på Sheria, og da dæmoner og vampyrer skulle til at vende sig mod de svage skabninger og kaste sig over dem, trådte englene og varulvene i kraft. Skulder ved skulder var de en kraft der måtte tages højde for, og modvilligt trak dæmonerne sig…for denne gang.
Da roen langsomt sænkede sig kunne splid atter opstå internt mellem dæmonerne. De to fraktioner, bloddæmoner og sjæledæmoner, vendte sig mod hinanden som galsindede hunde. De sendte deres vampyr-børn mod hinanden, og resten af Deploratus så til i rædsel, da krigen mellem de to fraktioner antog proportioner der nærmede sig Sjælekrigen. Selve grunden under Deploratus rystede og den engang faste ø blev flået fra hinanden, og ser ud som vi kender den i dag med brede viadukter. Det der stoppede den hærgende krig denne gang var en usandsynlig forening mellem varulve og vampyrer. Sammen stod de imod dæmonerne der syntes at være ansvarlige for deres skabelse. Krigen mellem dæmonerne ebbede ud og bloddæmonerne nøjedes med Deepshell, hvor sjæledæmonerne trak sig tilbage til La Sunisha.
Tiden gik som tiden nu engang gør. Krigende og tabene gik i glemmebogen. Sejrsherre blev glemt. Dæmonernes løselige samfund under krigene blev opløst. Elverne trak sig længere og længere tilbage. De eneste der syntes at komme hele ud på den anden side var menneskene. Altid havde de en engel på skulderen. Syntes at se en forjættende skikkelse i skoven. Hørte hyl i natten. Prøvede at fornægte den lette hvisken i øret der lokkede med alt hvad hjertet begærede. Deploratus blev en del af verden og måtte bevæge sig med tiderne eller forgå.
Alle var stiltiende enige om at hemmeligheden var vigtigst. Aldrig skulle en ny Sjælekrig tage form eller udspilles, og selv de overnaturlige racer slog ned på venner, fjender og frænder der brød illusionen som menneskene nu levede i. Under overfladen er der nogen der påstår krigen raser endnu. Nu er den grundlagt på magt, politik og status. Mon menneskene vågner en dag og slår tilbage? Bryder elverfolket ud af deres selvvalgte eksil? Vil vampyrerne tage hævn over dæmonerne og de væsner der endnu har sjæle, som de hungre efter? Vil varulvene bryde deres evige forbandelse? Samles dæmonerne atter til krig, eller vil de for evigt være splittede og bekrige hinanden såvel som resten af verden? Og hvad med englene? Hvad er deres rolle i den nye verden?
Velkommen til Deploratus…
- Hvis du tør!Hvor i verden?
