Dato ~ 07/05
Dag ~ Lørdag
Tid ~ 23.08
Sted ~ Legepladsen
Vejr ~ Stadig lunt efter en varm dag
Omgivelser ~ Legeplads udstyr, og en enkelt gammel kat. Ellers ikke nogen udover den lille pige.


Det gamle gyngestativ knirkede under vægten af den lille pige, der roligt gyngede frem og tilbage. Hun var i ført en nusset, hvid kjole, og strømpebukser og en cardigan i farven purpur. De lidt for store gummistøvler på hendes fødder var postkasserøde, og skillede sig stærkt ud fra resten af hendes påklædning. De små hænder var knyttet om de kolde metalkæder, der holdt gyngen oppe, og på skødet af hende lå et nusset tøjdyr, der tydeligvis havde set bedre dage. Det blonde, krøllede hår sad vildt til alle sider, og havde antageligt ikke set en børste i flere dage, måske uger. De store blå øjne hvilede på tøjdyret der lå i hendes skød, og hun snakkede mumlende til det. Smilede svagt af og til.

En skyggede bevægede sig imørket April ville sikkert kunne mørke det
da hun stadig var et barn og derved ikke kendte til rigtig og forkert
og hvad der spirituelt og hvad der var virkelighed. Demetri sad pluselig på Legehuses tag,
først havde det lignt en sort røg eller skygge, men nu han var nu en fast person
Han strirrede på den lille pige der sad i gyngen med sit lille tøjdyr.

April tav og løftede hovedet, da hun ud af øjenkrogen havde bemærket en skikkelse på taget af legehuset. Hun lagde hovedet let på skrå, og betragtede den unge mand der sad deroppe. Han så farlig ud. Hun brød sig ikke om folk der så farlige ud... Men så længe han blev deroppe bestemte April sig til at han godt måtte være der uden at hun behøvede at føle sig utryg. For når han bare var deroppe, så kunne han jo ikke gøre hende noget, når nu hun sad helt her nede på gyngen. Hun slap den ene af gyngens kæder, og løftede den slidte kaninbamse op i sin favn. Så lagde hun munden mod dens ene øre, og hviskede hemmelighedsfuldt til den, stadig med blikket hvilende på den fremmede.

Pluselig var han nede på jorden og stod op af det legehus han lige
havde siddet på, det var meget mørkt. Han slikkede sig i den ene
mundvige og så tavst på den lille pige, der var noget der skar inde
i Demetri et minde som han aldrig havde sluppet men som han gemte
med alt den styrke og magt han kunne. Den lille pige havde lagt lyst
hår og blå øjne, Demetri bed sammen, mindet begyndte at brande ham.

Da manden ikke længere var oppe på legehuset rystede April svagt på hovedet. "Kom, Mr. Hopkins, nu går vi." mumlede hun lavmælt, og hoppede ned fra gyngen. Det eneste der generede hende ved at gå, var at hun var nødt til at passere legehuset - og derved også den farligt udseende mand - på vej ud fra legepladsen. Hun hankede op i bamsen, og trykkede den mod sit bryst. Skævede lidt til den fremmede i det hun passerede, og rettede så blikket frem for sig. Hvor skulle hun nu gå hen? Legepladsen havde været sådan et godt sted. Der var tag over hovedet, når hun ville sove... Nu var hun nødt til at finde et nyt sted... Medmindre at hun ikke ville lade sig skræmme? Han havde jo sådanset ikke gjort noget, selvom han så farlig ud? April overvejede at vende om, mens hun sjoskede af sted i de lidt for store gummistøvler.

Han så på det lille pige, så, følte, mærkede hendes frygt der begyndte at stige.
Hun duftede som et barn, og var hun køn. Han bed bindernde sammen, men i
det samme kom et smil frem på hans kolde læber. "Hej" sagde han og så
roligt på hende, hans ansigt var venlig, men hvilket vampyr ansigt var ikke det
når der var et bytte`? Han gik frem mod hende så gadelygtelyset kom på hans ansigt.
Han lignte en ung dreng på 18 år hvilket hans krops alder også var.
"Sådan en lille dame skal da ikke være helt alene" Han lagde nu mærke
til hvor beskidt og sjusket hendes hår var.

April stoppede p da han snakkede til hende. Så lidt på ham, efter at han tav. "Det er jeg heller ikke. Mr. Hopkins er her." svarede hun, og hankede lidt op i bamsen. Venligheden i hans ansigt beroligede hende. Selvom han godt nok så farlig ud med det strittende hår, så var det nu alligevel rart at han ikke så så farlig ud i ansigtet.
Man behøvede ikke at se længe på hende, før at det blev let at regne ud at hun var helt alene. Og havde været det længe. Ikke mange forældre ville lade deres børn rende rundt midt om natten, og se ud som April gjorde det.

Han smilte skævt, "Ja det rigtig nok" han trak på skuldernde og gik hen til hende, "Det godt nok en fin bamse" sagde han og satte sig på hug foran den lille pige,
hans øjne gav et underligt lysglimt fra sig. "Hvad var det du kaldte den?" sprugte han så
og så fra pigen og ned på bamsen.

April nikkede let, da han roste hendes bamse. Hun elskede den bamse over alt på jorden. Det lød måske mærkeligt, men det gjorde hun virkelig. Den var hendes kæreste eje. "Mr. Hopkins." svarede hun, og betragtede let hans ansigt. Hans øjne var mærkelige. Men ellers virkede han vel flink nok. April snøftede kort, og lod de blå øjne hvile på ham. Kløede sig så på kinden med en lettere buttet barnehånd.

Da April bevægede sig, duftede Demetri til hende- ikke så hun kunne se det
men bare som et normalt menneske gjorder når de trak vejret. Hun duftede
¨så lækkert, og alligevel hun mindede så meget om..*argh* han
slog hurtigt tanken væk. "Og hvad hedder du så? sprugte han og så ind i den
lille piges øjne. Hans var metalliske grå. Ikke som menneskers øjne og alligevel.
Han smilede lokkende til hende, prøvedede at vinde hendes tillid.
Han så igen ned på bamsen.

"April." svarede hun let. "Hvad med dig?" spurgte hun så, og en gnist af barnlig nysgerrighed kunne ses i de blå øjne. April slappede egentlig af ved hans spørgsmål. De var så velkendte. Det var nogenlunde de samme spørgsmål som andre voksne stillede hende, når de mødte hende alene på gaden om aftenen. De var så normale. Og så længe de vokse ikke sladrede til de væmmelige politimænd var spørgsmålene også helt uskadelige. Politimændene var onde. De tog hende tilbage til familien. Og familien var ikke et rart sted at være mente April.

"Demetri" sagde han og nikkede. Der kom et skær af en russisk agsang
da han udtalte sit navn da det var sådan han fik udtalte som dengang han
levede. "Må jeg se din mr.hopkins"? Sagde han og rakte den ene hånd ud.
Han så ventende på hende, hun ville sikkert ikke lade ham holde den da børn
tit var meget følsomme over for deres tøjdyr. selv havde han aldrif haft en,
han havde haft et tæppe hans mor havde vævet. Men det havde hans far øde-
lagt den dag han forvandlede Demetri og hans søskende og Demetris Kone og
datter.

April reagerede ved at trykke kaninen tættere ind mod sig. "Mr. Hopkins kan ikke lide fremmede." svarede hun med en lettere betuttet stemme. Nej, hun var sandelig ikke meget for at give slip på det slidte tøjdyr. Hun havde det altid med sig, og det var yderst sjældent at andre fik lov til at holde det. Det betød alt for meget for hende. Tænk om det skulle gå i stykker?

"Det i orden" sagde han og nikkede nu underligt dystert på hende.
Han smilte nu til hende så hans tænder blottede sig for hende, enden
ville hun syntes at det var overvelende eller så ville hun blive bange
over hans kni tænder. Demetri var en gammel Vampyrer, og hans tænder
var meget lange af en vampyrs at være dog hvis han lagde mærke til det var
der ved siden af hans hug tænder endnu en par hugtænder. Hans tænder
var kridt hvide og meget blanke.

De blå øjne spærredes en anelse op, og April kom ufrivilligt til at tage et halvt skridt bagud, da han viste hende sine tænder. Pludselig blev han uhyggelig igen. Farlig. Hun rystede umærkeligt på hovedet, og trykkede bamsen - om muligt - endnu tættere ind til sig. "Jeg tror at jeg skal hjem nu.." sagde hun med en lille stemme. Hun lød nu ikke specielt bange. Bare... Alvorlig. Det var det. Det lød helt forkert at en så ung stemme kunne indeholde så megen alvor. Igen rystede hun umærkeligt på hovedet, før hun drejede om hælen for at gå. Selvfølgelig hade hun ikke tænkt sig at gå hjem, men det var altid en god undskyldning at bruge for at slippe for at tilbringe tid sammen med ubehagelige fol midt om natten...

Da hun vendte sig om trak Demetri hende i det samme i skuldern så hun
vendte sig mod ham igen, "Det tror jeg ikke lille pige" sagde han og kiggede
hende i øjnene, han tog i det samme hendes bamse, eller rettere rev den ud
af hendes små finger/hånder. Han kiggede på han, det var slidt og gammel.
´Der var så meget glædes aura omkring den, og liv. Men det var ikke levende
Den lille pige havde givet den sjæl og derfor lyste den af liv, uden hende ville
den være lige så fortabt som April var uden den.

Aprils øjne blev store da han greb fat i hendes skulder, og hun forventede mere eller mindre at blive mødt af en syngende lussing da han drejede hende rundt. En underlig blanding af frygt fortvivlelse og vrede gled over hendes ansigt, da bamsen blev flået ud af hendes favn. "NEJ!" råbte hun med skinger stemme, og kastede sig frem mod ham, for at få den lurvede gamle bamse igen. Den var hendes kæreste eje... Hendes eneste ven... Den havde været med hende fra starten af, og hun havde ikke tænkt sig at miste den. For det var faktisk fuldstændig rigtigt antaget at hun ville komplet fortabt uden den. Det kunne godt være at hun var en hårdnakket lille tøs, men det meste af hendes mod kom fra den grimme bamse. Den var den trygge holdepunkt i hendes fortumlede verden.

"Vil du have den igen" sagde Han og tog sig ikke så meget af at hun skubbede og maste.
Han var meget høj, og hun var så lille, hun ville ikke kunne nå." Du kan få den igen hvis
du giver mig en ting til gengæld" sagde hann og løftede overlegent og smilede sit ene
øjenbryn, han ventedede på svar. Han kunne se en lille begyndende tår i hendes øjne
eller var de bare altid så blanke. April havde sikkert allerede glemt det med tændernde
og havde kun sin elskede bamse i tankernde. Men det hun skulle give for sin lille bamse
var lige så dyrebart for hende som hendes bamse var, måske ikke meget mere. Hendes
liv var vil en ravneredde, men alt den glade der var i bamsen havde ingen betydning for
Demetri, det eneste der var vigtigt for ham var det der løb i denne lille piges åre.

April holdt inde med sin asen og masen da han bad hende om noget til gengæld. Hun snøftede kort og tørrede trodsigt de begyndende tårer væk. Så op på ham. Hun ville næsten give hvad som helst for at få sin bamse tilbage... "H-... Hvad vil du have?" spurgte hun med en lille stemme. Hun snøftede igen. Lod blikket flakke mellem Demetris ansigt, og bamsen i hans hånd. Hun ville mere eller mindre give hvad som helst for at få sin bamse tilbage...

"Dit liv og dit blod" Sagde han og smilte lumsk, hun ville sikkert ikke
kunne forstå det, for det første hun var seks år gammel, for det andet
hun hviste ikke hvad Demetri virkelig var, jo Demetri havde vist sine
tænder til hende, hun kunne vel godt kende til vampyrer men heller
ikke så meget at hun virkelig hviste hvad en virkelig vampyr kunne
gøre ved hendes liv og sjæl. Han så ventende på hende og begyndte
at lade bamsen gynge mellem hans hænder.