s: ved silent river
o: det mørke vand, små træer
t: aften
v: lunt og køligt
påklædning: sorte bukser, sorte sko, sort T-shirt, sort jakke.

Zean stod og kiggede ud over vandet med et tænkende udtryk.
Hans arme var lagt over kors mens han stirrede ned i vandet.
Man var druknet her vidste han, han kunne også føle det, den fornemmelse af død der bare hang i luften.
Normalt lagde folk ikke mærke til den, men selv var han helt opslugt af døden, det var altid så mystisk.
Et svagt vindpust fik hans pandehår til at bølge let og glide i øjnene på ham, han fjernede det med en let bevægelse og stod bare for mærkede følelsen af død.

En mellem høj pige, med langt sort glat hår, hængende om skuldrende og ned langs rykken, gik med rolige skridt, mellem skovens træer. Hun kunne høre noget vand risle længere væk og en voldsom tørst kom til hende. Hun var nemlig faret vil. Igen. Hun satte i løb hen mod de rislende lyde mens hun hele tiden tænkte at hun ville være der nu, nej nu, nu! hun havde en blød, sort, løs bluse som havde store ærmer og så nogle lyn-bukser på. Lyn-bukserne var lidt særlige da de ved lårkort størrelse kunne lynes af. Det havde hun gjordt og efterladt den anden halvdel et sted i skoven. Hun havde gået rundt i syv timer og bare ledt efter et sted hvor der ikke var skov. Hun smilte og kunne nu skimte en lille flod. Hun stoppede op få meter fra den og havde en hurtigt vejrtrækning mens hun gik hen mod floden. Men da der var en række af træer tilbage stoppede hun op lænet op af et træ med skulderen op mod den fugtige bark. Hun var udmattet. Hun stod ikke så hun kunne se floden men med siden til så træet skjulte hende. Sophie, som pigen hed, havde nemlig ikke den stærkeste lugtesans men kunne lugte død krop. Hun blev nervøs og hun kiggede ned og kom i tanke om alle de ting hendes far havde givet hende. Faren som hed Romeo og var politibetjent havde givet hende lov til at gå rundt med, peberspray, politi-pistol og hårspray og lighter. Alle sammen våben. Hun vidste ikke om det var noget der var sket for timer siden eller om det var ny dødt. Men hun kom i tanke om sin søster og stod bare og tænkte. Hendes duft kunne man i i hvert fald lugte på lang afstand.

Han stod i sine egne tanker og så lidt på vandet da han pludselig mærkede sulten.
Han var ikke ligefrem populær hos politiet med alle de ulovlige jagter, faktisk var han også skyld i de få døde man havde fundet....uden man vidste hvordan de var døde.
Men han levede jo af sjæle og kunne ikke kun leve på menneskemad.
Faktisk havde det også været en af grundede til han var flyttet dertil, det andet sted var folk begyndt at blive mistænksomme mod ham.
en svag duft af menneske nåede ham og han rettede sig hurtigt op og kiggede sig omkring.
Det kom et sted oppe langs floden.
Han begyndte at gå imod duften og kunne hele tiden mærke han kom nærmere.

Sophies vejrtrækning blev ved med at være hurtigt, den blev dog hurtigere da hun hørte nogle skridt længere væk, som kom nærmere og nærmere. Hun havde fået kuldegysninger overalt på kroppen, og vidste at det kunne være en ven eller en fjende. Hun var meget nervøs for om hun selv kunne mærke sandheden, som en fjende, eller om hun bare var helt væk pga hun var kommet i tanke om søsteren. Hun turte ikke kigge tilbage, men samtidig turte hun heller ikke at kigge frem. Hun var et af de mest skrøbelige væsner, vidste hun. Hendes nervøsitet var steget i hele hendes krop. Hun var lammet af den skræk der var da hun mistede sin søde søster. Søsteren som altid hjalp, som havde det så skide fedt indtil... Hun kunne ikke engang selv tænke på det. Hun stirrede bare ud i luften. Hun hviskede lavt en sætning igen og igen. "Ven eller fjende, ven eller fjende, ven eller fjende...?" Hun kunne mærke at hun ikke kunne styre sig selv, og vidste ligeså snart hun syntes personen var tæt nok på ville hun nærmest råbe, ellers ville hun måske bare begynde at løbe over sø og land for at slippe væk. Hendes angst tog snart over, hun kunne mærke hendes krop begyndte at spænde mere og mere.

Han mærkede en sitren i luften, som om mennesket der foran ham vidste han kom og var bange.
Han stoppede derfor op inden mennesket ville løbe væk, en typisk flugtreaktion.
"Halløj!" råbte han venligt og håbede han kunne få mennesket frem.
"Jeg ved du er der, jeg vil ikke gøre dig noget" sagde han og så sig hurtigt omkring inden han kiggede mod træerne igen, hvilket mon hun stod bag?

Sophie hørte hans stemme og spærrede hurtigt øjnene op, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre! Hun var virkelig..! Nej hun var faktisk ikke nervøs eller anspændt mere. Hun tog en dyb ind ånding og lyttede til at han ikke ville gøre hende noget og rettede sig så op så hun ikke stod skævt op af træstammen, hun vendte sig så så hun kort så mod stammen og gik et skridt væk fra træet og ud fra den bløde bund. Lige få sekunder før han havde sagt noget havde hun taget fat i pebersprayen. Hun stak forsigtigt hovedet ud melem træerne, "H-Hej" sagde hun og nervøsiteten havde igen overvundet hende. Men det forsvandt lidt igen da hun jo så helt normal ud. Hun lukkede kort øjnene og gik så længere ud fra trænerens dækken så de kunne se hinanden bedre. "Du gjorde mig nervøs.." sagde hun lavt og lidt tøvende. Der var i hvert fald en ting hun var sikker på, hvis han godt kunne mærke hun var nervøs var han ikke helt normalt.
Sophie kendte enlig kun lidt til andre væsner, dem som hendes far havde været oppe mod, og dem hun havde gættet sig til da nogen af dem bare var for tydelige. Hun smilte lidt og prøvede at se ud som om hun ikke var bange eller noget, hun prøvede med alt kraft at virke helt normal. Smilet bredte sig lidt mere mens hun ventede på at hører hans stemme igen.
Hvis man desuden gik efter Sophie havde hun altid noget hun kunne gøre for at advare dem om deres angreb.

//Skal logge komemr på senere når jeg er hos min mormor.//

Han smilte venligt til hende.
"Gjorde jeg?" svarede han
"Det var ikke min mening" Det var sjovt der her.
Han kunne se hvor nervøs hun var, som en lille mus.
Vis bare han kunne få øjenkontakt med hende ville hun være hans, eller skulle han lege lidt med hende? Det vidste han ikke helt endnu, det ville han finde ud af.
Han lod kort blikket over hende og opdagede hendes hånd holdt om noget han ikke kunne identificere, nok et slags våben af en art eller noget.
Han så på hendes ansigt igen
"Jeg er Zean..." sagde han og tænkte hun blev mere rolig af at kende hans navn, som nå to rolige mennesker mødte hinanden.

Hun smilte lidt da han undrede sig over om han havde gjort hende nervøs, "Godt" sagde han lettere lettet over hun troede han ikke var et væsen. Hun lukkede øjnene i og så fra jorden af ud på floden, ved siden af dem begge. Man kunne se hendes lyseblå øjne lyse vild. Som om hendes øjne sagde at hun næsten altid havde været så nervøs over ingen ting. Hun hendes indåndinger var ikke hurtige som før men dybe og rolige. Hun var blevet endnu mere afslappet og satte peber sprayen ned i forlommen uden man kunne se hvad det var. "Jeg er Sophie" sagde hun kort og skævede kort over til ham, hendes hovede var mod floden, men hendes øjne kiggede roligt op og ned, enlig en flot bygning, hun smilte lidt og "Dejligt at møde dig Zean" sagde hun roligt og vidste hendes ben snart svigtede. Knæene bøjede sig stille ind mod hinanden før de brasede sammen og hun faldt ned på jorden. Knæene pegede frem af og underbenene pegede skråt tilbage, hendes ryg var lidt bøjet, hun var blevet en del anderledes fra før da hun spændte kroppen og hun var helt nervøs, nu var hun bare afslappet og rolig... Men dog var hun vildt udmattet. Hun kiggede roligt op af ham, og pludselig kunne man se hun var vildt udmattet.

//Katten efter musen. Haha x3//

Han nikkede
"I lige måde" han så, dog uden man rigtig lagde mærke til det, at hun proppede det hun nu havde i hånden i lommen igen.
Et godt tegn, ja, hun virkede faktisk bare generelt roligere.
Han så hendes ben kollapse under hende og var henne ved hende lige som hun ramte jorden.
Han bukkede sig ned og lagde en hånd bag hendes hoved.
"Hei, er du okay?" han smilte lidt men virkede også lidt bekymret, skuespil selvfølgelig, det havde han altid været god til.
Hun kunne være sjov at lege med først....
"Sophie?" han søgte hendes øjne.

Hun så ned i jorden mens hun tænkte over hvad der var sket, "Når, ja... Jeg er okay.." kom det mumlende ud af hendes mund. Hun var for udmattet til at overhovedet at rejse sig op eller fjerne hans hånd. Huns smilede, det kunne man se selv om hun kiggede ned i jorden. "Jeg har bare gået lidt for meget rundt" sagde hun og mente nu at hun var faret vild og ikke bare gik rundt. Hun blev nu igen usikker sa han gerne ville have kontakt hele tiden. Eller det troede hun i hvert fald. Hun havde ikke end gang set hans ansigt ordenligt selv om det nok havde været det bedste. "Hvem er du enlig?" spurgte hun og samlede kræfterne og fjernede hans hånd med et svingende skub og rejste sig så op, hun kunne godt ligne en der var fuld, men nej, hun var bare udmattet. Hun smilte stadig mens hendes arme dinglede roligt op og samlede håret og fik det over på hver sin side. "Jeg vil helst vide en del om folk før jeg virkelig kan se dem i øjne," forklarede hun, hun havde ikke gennemskuet ham, men fortalte bare hun ikke ville have en kontakt ordenligt før man kendte hinanden godt. Hun smilte så og kiggede ned på ham men så væk, "Håber du forstår" sagde hun roligt, for hende var det ikke særlig roligt det her var normalt. Når hun var sur var det utroligt sådan som hun kunne ændre sig. Smilet blegnede lidt, "Ved du hvorfor her lugter af død?" spurgte hun så igen efter lidt tid da det fik hendes humør ned.

Han rejste sig op og så tænkende på hende, hun ville blive lidt svær, han fortalt aldrig meget om sig selv.
"Jeg er Zean McGivens" han bukkede let og smilte roligt til hende
"Selvfølgelig, det er helt okay" svarede han og så på floden
"Fordi der er så mange der er druknet her" svarede han så til sidst på hendes sidste spørgsmål.
"Vis du er tørstig skal du nok ikke drikke af vandet, det re nok ved at være lidt giftigt vil jeg tro" han så igen på hende

Sophie smilte blidt, "Tak for informationen," svarede hun til alle hans svar. Hun smilte blidt og lod sit blik forsigtig langsom glide op af hans krop, da hun nåede hans skuldre og skulle til at kigge på hans ansigt var der noget der raslede i buskene, og hun susede op, uden at kigge sig tilbage og se hvad det var, havde hun grebet fat rundt om Zean, og knuede sin kind ind til hans bryst, han var nok noget højere end hende, hendes øjne var sammen presset. hun havde taget fat i hans jakke mens hun håbede han nok ikke var så bange som hun var, for ja, noget hun ikke havde set hvad var. Hun havde knyttet hænderne sammen så der var et godt greb i hans jakke, så hvis nu han var rimelig stræk og en kylling kunne han bare løbe med hende hængende fra sin jakke. Da Sophie var yngre var hun altid blevet mobbet og der blev altid kastet noget efter hende eller noget i den stil, derfor havde hun lynhurtige reflekser der nemt kunne standse en sten for eksempel.

Han så hen hvor noget havde puslet da han mærkede Sophie mod sig.
Han lagde ren reflektorisk en arm om hende, selv om han var lidt overrasket over hendes reaktion, hun havde reageret hurtigt, men var også meget nervøs.
Han tænkte lidt over det mens han spejdede ind mellem buskene.
Hendes reaktioner var gode...Vis hun lærte at kæmpe og samtidig fik mere selvtillid... ville hun faktisk være helt god, trods hun var et menneske.
Han besluttede sig for ikke at slukke sin sult med hende...Måske senere, vis hun viste sig at være helt umulig.
"Rolig sophie, jeg tror det var et dyr af en art" han smilte og så ned på hende.
"Jeg har lagt mærke til du er meget nervøst anlagt" det var mere en konstatering end et spørgsmål.

Et lille egern kom ud af busken men farede så hurtigt væk igen da den så dem. Sophie fik kort et glimt af egernet og gav hurtigt slip på hans jakke, hvor pinligt at blive bange for et egern. Hvor kyllingeagtigt.
"Undskyld" sagde hun hurtigt og gik et skridt tilbage, men så et halvt frem da Zean sagde hun var nervøst anlagt, "Det er ikke altid jeg er nervøs," sagde hun og det var første gang deres øjne mødtes, hendes vrede var kommet en smugle frem. Kun en smugle.
"Jeg kan godt gå amok første gang jeg ser en person" hentyde hun da der var mange drenge der linede dem, der på et tidspunkt havde fulgt efter hende, nogle varmpyre, som hun udmærket godt vidste altid ville have hendes søde blod, og prøvede at få meget kropslig kontakt... Men den gang slap hun væk. Nu var det at hun for det meste altid havde våben på sig, da faderen ikke ville have hun skulle komme til skade eller at det skulle ske igen, at en ubehagelig type gerne ville ind på hende. Hendes før, venlige men nervøse ansigt var nu mere forsvundet, og et mere seriøst ansigt var kommet frem.

//Regner med du har set Twilight xD? Den måde Bella ser ud når hun er sur, noget lignede det :'D//

//har set dem, men ikke så meget at jeg kan huske bella som sur//

Han nikkede lidt
"Det var ikke ment på nogen...ond? måde" sagde han og så roligt på hende
"Jeg fortæller bare hvad jeg har observeret, men tror gerne der gemmer sig noget i dig, der gør det tit på dem hvor man mindst venter det" sagde han og så lidt efter egernet som skyndte sig væk.
Han kunne godt lide egern, faktisk det eneste dyr han rigtig kunne lide...
Han kom i tanke om noget for længe siden....han rystede på hoved og kiggede på hende igen.
"Du ville sikkert være god til f.eks. kamp vis du fik den rette træning, misforstå mig nu ikke" smilte han

Sophie begyndte at smilte stort og skulle til at grine, hun misforstod det nemlig først da han sagde hun ikke skulle misforstå det. "Du skulle ikke havde sagt jeg ikke skulle misforstå det.." sagde hun og små fnisede.
Et blidt ansigt var så kommet frem og mere, et der kunne lokke næsten alle folk til det hun bedte om, "Men så kan du måske give mig træningen.." sagde hun og prøvede at gøre så det ikke lød sjofelt. hun tog em dyb indånden da hun var ved et flække af grin, over det han havde sagt. "Og ja det er nok meget rigtig at der ligger noget dybt inde i nogle folk som bare kan graves frem efter noget tid.." sagde hun og smilte blidt.

"Eller skal udløses" smilte han og grinte lidt med, da hende latter simpelthen bare var smittende.
Han så lidt på hende, studerede hende kropsbygning.
Men han vidste at alle kunne lære at kæmpe vis de ville.
"Tjo, jeg kan da godt lære dig nogle ting om at kæmpe, vis du selv er med på det" sagde han så

Sophie nikkede bestemt og hendes mere seriøse ansigt kom igen, "Jeg vil gøre mit bedste!" sagde hun og nikkede igen, dog tænkte hun på hendes spinkle bygning som ikke ligefrem var i bedste form, godt nok var hun sund. Hendes krop var i hvert fald meget svagere end hendes sind, det var der ingen tvivl om!

//Mange gange undskyld med krea'en!//

"great" smilte han og så tænkende på hende igen.
"Men du er stadig udmattet efter din faren vild" sagde han
"Så det bliver ikke noget særligt hårdt i første omgang, med får lov, så tror jeg det ville være bedst at finde lidt balance og styrke dig lidt" smilte han
"Vil du kun lære at slå fra dig eller interessere våben dig også?" han havde helt glemt hun først var han middag, det nye projekt interesserede ham meget.

Hun nikkede igen, som om det var det eneste hun kunne, "Jeg ar et par våben," sagde hun og kiggede roligt ned af sig med alle de våben hun jo havde på sig... "Og jeg vil meget gerne lære at slå fra!" sagde hun og nikkede ivrigt, der var nemlig mange der gerne ville have fingre i hende, enten pga hendes sjæl (Zean!), hendes blod og meget andet...
Hun hade nemlig at skulle prøve at flygte og så videre, så det ville nok være det hun var mest opsat på, at kunne slå fra.
Hendes tanker fløj så hen på alle hendes stunder på gaderne, der var altid en eller anden der kom for at hjælpe hende..